oktober 28, 2018

Møbler er noget, alle har en holdning til. De er nødvendige for at skabe et hjem og en stemning. Det er et af de områder indenfor design, hvor der hvert år kommer allerflest nye skud på stammen, og der findes i dag uendelige mængder af forskellige brugbare og knap så brugbare møbler i verden.

I disse tider, hvor danskerne er ved at have penge mellem hænderne igen efter finanskrisen tilbage i 2008, ses det oftere og oftere, at de hårdt optjente penge på opsparingen bliver brugt på investeringer, som kan holde mange år frem. Møbler er en klassisk investeringsmulighed, da gamle designs sjældent bliver out-datede, men i bølger kommer frem og bliver moderne igen med få års mellemrum. Der findes mange designklassikere, som er til at komme til for penge, men indimellem ser vi møbler, som vi kun kan drømme om. Her i artiklen har vi fundet 5 møbler frem, som kræver de store opsparinger eller evt et fornuftigt lån.

Her er lidt at drømme om – eller forarges over, og ikke mindst noget at snakke om og føre videre til de næste mange års designhistorie.

 

PP19 Bamsestolen

Denne stol er designet af den anerkendte danske møbeldesigner Hans J. Wegner tilbage i 1951. Wegner var uddannet snedker og har lavet mange kendte designklassikkere, som har sat sit præg på den stil, som vi i dag over hele verden kender som godt dansk design – nemlig den klassiske stil uden for mange detaljer og med neutrale farver. Stolen her koster omkring 125.000 danske kroner, og må dermed siges at være et særeje for de få, der har den stående i deres hjem. Bamsestolen kan bestilles i mange forskellige udformninger og kan altså tilpasses køberen i valget af materialer – både på stellet og på betrækket.

 

BeoLab 90

Størrelsen på B&O’s ekstraordinære højtaler BeoLab 90 gør den til en integreret del af indretningen af hjemmet. Højtaleren måler 125 centimeter i højden, og at have et sådan sæt stående i sin stue er det de færreste af os, der har muligheden for. Prisen for denne exceptionelle højtaler er på intet mindre end 500.000 danske kroner og giver dig altså lyd i absolut særklasse. Som med Wegner-stolen fra tidligere kan denne naturligvis også tilpasses køberen, så udseendet af sættet passer ind i resten af indretningen. BeoLab 90 har været 3 år undervejs og er altså nu en mulighed for dem, hvor kun det bedste er godt nok.

 

Den trætte mand

Nu til et møbel af de helt vilde. Den trætte mand, tegnet af Flemming Lassen i 1935, er den stol, som på auktion er solgt for det højeste beløb nogensinde her i Danmark. Denne plyssede lænestol blev solgt for ikke mindre end 920.000 mere end den i første omgang blev vurderet til, og endte altså på en salgspris på svimlende 1.420.000 danske kroner. Grunden til den høje vurdering var blandt andet måden, hvorpå stolen var polstret, såkaldt overpolstring, som er en teknik man kun kan lave i hånden, som ikke ses den dag i dag.

Ægget

En klassiker som de fleste nok kender, er Ægget – en lænestol designet af den danske designer Arne Jacobsen. Stolen er i dag kopieret i mange afskygninger, men hvis man vil have fingrene i den ægte slags, så skal man altså op og lægge omkring de 100.000 danske kroner. Også denne stol findes i diverse betræk og kan personaliseres alt efter eget ønske.

 

PK31

Sidste møbel vi drømmer om her, er den velkendte sofa PK31 fra Fritz Hansen. Denne sofa blev til i jagten på den ideelle sofaform, og det må siges at være lykkedes. Med sit stilrene design og komfortable opbygning er denne sofa noget af det absolut bedste fra en dansk designer. Prisen er også sat herefter, hvorfor det ikke er hver dag, man ser en sådan sofa stående i de danske hjem.

0

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *